Mit første syn af Grønland 

får jeg gennem et dugget flyvindue. Spredte isklumper i et mørkeblåt hav går over i grå fjelde med snedækkede dale for senere at blive til et sammenhængende istæppe. Indlandsisen. Fascinerende. På samme tid ensformig og forskellig. Overvældende. Genskinnet af lys fra isen er markant. Lidt senere kommer der spredte skyer. Det øger lyset endnu mere og jeg må vende blikket væk.

Der er masser af fantastiske billeder af Grønlands fantastiske natur. Så mine amatør fotos taget med et middelmådigt mobilkamera igennem et dugget flyvindue er helt lige meget. På nær at de er taget af mig – at jeg har været det – at det var mig, der så det, der er på billedet.

 

Vi nærmer os Kangerlussuaq og jeg ser på indlandsisen gennem flyruden igen. Nu med pytter af smeltevand og områder med grå is. Hvorfor grå og ikke hvid? Det ser ikke så sundt ud. Dagen efter læser jeg da også i medierne om usædvanlig stor afsmeltning fra indlandsisen.

Jeg har et par timer i Kangerlussuaq. Jeg ser rundt på fjeldene omkring lufthavnen og vælger et som mål for en gåtur i ventetiden. Jeg når det ikke. Den rene og tørre luft får fjerne ting til at se nære ud. Men jeg får en fin tur igennem en ret lille men spændende by. Den er rå, rustik, pioner-agtig. Alt andet end poleret. En blanding af de meget få planter og træer og byens baggrund som militærbase. Her hilses. Når man går/kører forbi hinanden. Lige først var det lidt overraskende for mig, men jeg fik det snart lært. På min korte gåtur gennem byen fik jeg hilst på bybussen og dens chauffør 4 gange.

 

Air Greenland har 1 stor maskine, en Airbus med plads til knap 300 passagerer. Det er den, der flyver mellem København og Kangerlussuaq. Derfra er der forbindelse til nord, syd, øst og vest med en masse mindre maskiner, fra knap 40 pladser og helt ned til helikopter med kun en håndfuld pladser. Det rutenet er fint symboliseret i deres logo. Det har taget hele formiddagen at samle alle dem, der skal med retur til København og det tager hele eftermiddagen af flyve dem, der kom fra København, videre til deres mål. Jeg selv lander i Nuuk sidst på eftermiddagen. Her får jeg et fint indtryk af hvad indenrigsfly betyder for Grønland. Det er en livline, det er infrastrukturEN, det er som lokaltog og expressbusser, der forbinder København med provinsen. Det er som de små busser i andes-bjergene hvor høns og grise rejser med. Dog ikke levende her i Grønland. Men har man haft jagtlykke, så deler man. Så rensdyrkøller og frosne fisk nødtørftigt pakket ind i sorte plastsække og forhåndenværende papkasser cirkulerer på baggagebåndet.

Efter en lang dags rejse er jeg ankommet til mit nye hjem.