Sne. Og mere sne.



Nogle siger at grønlænderne har op til 160 ord for sne. Andre siger at der kun er 2. Jeg er så småt begyndt at lære sproget og med mit beskedne kendskab tror jeg alligevel at begge kan have ret. De tager en grundstamme som fx ordet sne og sætter en hel stribe beskrivende ord på stammen så det bliver nogle uhyggeligt lange ord. Ofte er der en halv eller hel sætning i blot et enkelt ord. Og derfor kan der meget vel være 160 ord bygget op på de 2 grundlæggende ord. Tror jeg.



Og 160 er slet ikke for mange. Sne er dog et fantastisk alsidigt materiale. Tøsne, løs nysne, kompakt fygesne. Sne foroven og sne hængende på husvæggene. Sne presset ind på vinduerne i forunderlige mønstre. Hyggeligt med knirkende sne i let frost. I hårdere frost stiger lyden så det hyggelige bliver larmende.



Sne på gaderne pløjes sammen i meter høje driver, der jævnligt læsses på lastbiler og hældes i fjorden. Sneplovene kommer aldrig helt i bund. Ingen børster eller salt. Så i praksis betyder snerydning at det tynde lag sammenkørte is bliver flot poleret. Og så gruses der. Med korn så store som perlegrus. Det skal jo holde til lidt mere.



Der var tøvejr i julen, så der blev sneen ligesom nulstillet. I hele januar og februar har det stort set sneet lidt hver eneste dag. En enkelt dag kom hele februars normale nedbør på en gang. Andre dage måske slet ingenting men så fyger det i stedet. Når sneen står vandret er det svært at se om det er nedbør eller fygning. Der har ikke været ret mange dage med sol og vindstille. Færre end der plejer får jeg at vide.


Der er 22 trin op til vores hoveddør. Snefald og fygning gør at den skal ryddes 3-4 gange om ugen. Så er motionen sikret.

Det siges at skibakken snart åbner. Spøjst at vi skal halvvejs gennem vinteren men jeg gætter på at sneen bliver blæst af det nøgne fjeld. Så man kan nok lave langrend i dalene men ikke slalom på bakken.  

 Og i dag startede sneskulptur festivallen. https://snow.gl/



Kommentarer

  1. Ingen snemand har du lavet?
    Skal du op og så alpin når det åbner? Det må være godt på Grøndland tænker jeg. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Spøjst jeg er logget ind men den tager ikke mit navn med.
      Christen

      Slet
    2. Ja, her er byggemateriale nok. Jeg har en fin bunke, tæt sammenpakket sne lige uden for gadedøren. Jeg er bare lidt sortseer. Dels at det jeg laver, er milevidt fra det her https://sermitsiaq.ag/node/235829
      og dels at det vil blive ødelagt på få dage af fygning.
      Men jeg må se om ikke jeg skulle blive legesyg en dag :)

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog