Hvorfor?

Hvorfor flytte 3,5 tusinde kilometer væk. Fra alt og alle jeg kender. Til et klima, der er væsentligt hårdere.  Hvor jeg aldrig har været på så meget som en weekendtur. Som jeg ved meget lidt om. 

Tja. Netop derfor! Fordi det er noget nyt. Noget anderledes og ukendt. Noget udfordrende. Meen alligevel stadig lidt Dansk hvor mange ting fungerer næsten som i Danmark. Det skal heller ikke være alt for farligt, vel?

Det er nok et sammenfald af flere ting, men det væsentlige er klart at jeg kom til at se på mig selv. Siddende i en lejlighed, hvor jeg havde boet de sidste 17 år. Ledende efter jobs, der helst ikke måtte være alt for langt væk og heller ikke alt for forskellige fra det, jeg havde haft i ligeså mange år og ikke for krævende og og og. Nul putte, sagde jeg til mig selv. Du er IKKE i gang med at skrive sidste kapitel i din bog. Tværtimod skal du i gang med første kapitel i bind 2. Og sådan blev det.

Et andet element var at jeg ikke havde kreditforeningslån, billån, forpligtigelser til villa, volvo og vovhund. Børnene var flyttet i studiebolig og klarer sig fint uden mig. Det stod lidt overskud på bankkontoen. Ikke prangende meget men nok til at have lidt handlefrihed. Og så fik jeg i øvrigt lagt cigaretterne på hylden samtidigt. De har i mange, mange år været årsag til selvbebrejdelser. Har lagt bånd på både min selvopfattelse og mine udfoldelser. Men det er slut nu. Efter 45 års rygning. Desværre lidt for mange år til at fysikken klarede frisag men fra nu at bliver den i hvert fald ikke dårligere.



Her et billede af mit gamle hjem. Det hjemmelavede skilt skyldes at fotoet er fra sønnens studenterkørsel. Jeg føler mig privilegeret, at jeg har fået lov at bo 17 år som nabo til Tisvilde Hegn og hos en husvært, jeg kom til at holde meget af. Fra sofaen kunne jeg se råvildt og krondyr, ræv, grævling og mange, mange flere. Og kun 5 minutter i bil til arbejdet. Et grønt brusebad for sjælen. Men nu var det tid at komme videre.




Kommentarer

Populære opslag fra denne blog