Min bolig

Jeg er flyttet ind i min nye lejlighed og den er dejlig, og stor. Den ligger i et charmerende, blåt træbeklædt hus på hovedgaden Aqqusinersuaq lige efter af gaden har taget et sving rundt om Hans Egede kirke. Mod vejen er der et offentligt kontor. Jeg tror det er hjemmeplejen. Og en kinesisk restaurant også med take-away. På bagsiden indgang til 3-4 lejligheder hvoraf min er den ene. Der er skydedøre og brune fliser i køkken og bad. Retro-80’er stil. Et dejligt soveværelse, kombineret stue/køkken og en hønsestige op til et loftsværelse, hvor der sagtens kunne stå 2 senge mere. Sengen er grand-lits og internettet er allerede installeret. Køkkenet er udstyret med diverse ting sådan som udlejningslejligheder nu er. Lidt af hvert og meget, der ikke passer sammen. Men det skal jeg nok få til at fungere. Supplerer måske med en mikroovn men det er nu også meget rart at have en almindelig ovn. Det har jeg ikke haft længe og i aften skal jeg have ovnbagt frysepizza. Stort TV og jeg har købt chromecast plus et abonnement på netflix. Jeg nævnte kirken før. Der hører også en kirkegård til og huset her ligger lige imellem dem. Fra mine stuevinduer har jeg udsigt til den. Nogle vil nok syntes det er trist at se på en mark fuld af hvide trækors. Men man kunne også vælge at se på en mark fuld af gule blomster med lidt hvide ind i mellem. I baggrunden pragtfuld udsigt til fjeldene Lille Marlene og Store Marlene. Dem, der afgrænser halvøen, som Nuuk ligger på, mod land.




Personaleboliger fylder meget. Både i byen og i ansættelseskontrakten. Uden medfølgende bolig havde det været noget af en opgave af flytte herop. Og en fornuftig pris på boligen er en del af lønnen. En afgørende del for så lukrativ er lønnen altså heller ikke i sig selv. Boligen skaber også loyalitet til arbejdspladsen – af nød. Hvis man skifter job, skifter man også bolig. Bliver man fyret, er man på den. Og hvad gør man hvis man bliver hængende så længe at man går på pension? Der er også almennyttige boliger til billig pris og uden nogen chance for os tilflyttere. Og det private boligmarked med priser, der er lige så tossede som i Danmark. Personaleboliger er nødvendige men understøtter det midlertidige i et Grønlandsophold. Jeg forstår såmænd godt at Grønlænderne er knap så begejstrede for midlertidige gæstearbejdere fra Danmark.



Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Billede
  Hvalsafari på fjorden. Jeg var på udflugt kort efter jeg ankom til Nuuk. Og så var jeg på juleferie i Danmark. Ellers har jeg ikke været udenfor byen i næsten 10 måneder. Hvis man ikke har egen jolle, så kommer man ikke ret langt. Så jeg købte plads på en hvalsafari i går. Det er ikke billigt. 950,- for 3 timer. Vi var 9 passagerer og 4 af os bor i Nuuk. Fandt vi ud af ved at snakke lidt sammen undervejs. De andre fastboende havde familie eller venner på besøg fra Danmark og så var der én enkelt turist på egen hånd. Det var faktisk lidt hyggeligt. På båden var også bådføreren og en guide. Vi tøffede rundt i nogle timer mellem pragtfulde fjelde, der stadig har sneklatter hist og pist. Vejret var ok sammenlignet med dagene før, men stadig så koldt og blæsende at hue og vanter var en god hjælp når man gik udendørs på båden. Fin tur men… ingen hvaler. Der har ellers været jævnlige meldinger om hvaler i fjorden i ugevis. Næsten dagligt. Men lige den dag, hvor jeg både har fri og inves
Læs mere
Billede
  Julepynt.  I modsætning til fx Danmark, hvor nogle butikker starter julen kort efter skt. Hans, så var der ikke meget at se i Nuuk. Ikke før den første søndag i advent. Det er den dag byens juletræ bliver tændt med et stort arrangement for børnene. Bare ikke i år pgr. corona. Men julestjernerne dukkede op. Den klassiske orange med lys i der hænger i vinduet. Det er ikke samtlige vinduer, der har sådan en, men det er tæt på. Der lader til at være enighed om at det er den dag, julen starter og det er den stjerne man pynter op med. Det siges at man også er enige om at slutte julen til hellig tre konger. Men hvor er julemanden? Jeg ved jo at han bor her på øen, men jeg har ikke set ham endnu.   111 dage.  Det er prøvetiden for om man kan med Grønland eller flygter skrigende bort. Det fik jeg at vide af en psykolog, jeg stødte ind i midt i oktober. Jeg glemte helt at holde øje med datoen og nu er jeg oppe på 122 dage. Såeh. Jeg bliver nok hængende lidt endnu. Jeg syntes nu heller ik
Læs mere
Billede
  ”Hvor længe?” Det var ofte det spørgsmål, jeg fik når jeg fortalte at jeg flytter til Nuuk. Hvad skal jeg lægge i det? Er vi så vant til, at Grønland er noget midlertidigt så selvfølgeligt er der en deadline? Skyldes det at Danmark er så rasende dejlig at det er svært at undvære i flere år ad gangen? Eller at Grønland er så hårdt og barsk at man ikke kan holde til det? Ville jeg have fået samme spørgsmål hvis det var London, de Canariske øer, Thailand eller Malmö? Måske Nykøbing eller anden dansk by? Men det er en uovertruffen ice-breaker til ethvert middagsselskab. Det gik op for mig, hvor mange i min omgangskreds, der havde en eller anden relation til Grønland, oftest ved at de selv har boet og arbejdet der i en periode. Og hvor lidt jeg har lyttet når de har fortalt om det. Jeg har bare ikke bidt mærke i det men det skal jeg da lige love for, at jeg fik indhentet nu. Det må være omkring en trediedel af alle, jeg taler med. Munden står ikke stille på dem når de deler deres egne
Læs mere