Min bolig

Jeg er flyttet ind i min nye lejlighed og den er dejlig, og stor. Den ligger i et charmerende, blåt træbeklædt hus på hovedgaden Aqqusinersuaq lige efter af gaden har taget et sving rundt om Hans Egede kirke. Mod vejen er der et offentligt kontor. Jeg tror det er hjemmeplejen. Og en kinesisk restaurant også med take-away. På bagsiden indgang til 3-4 lejligheder hvoraf min er den ene. Der er skydedøre og brune fliser i køkken og bad. Retro-80’er stil. Et dejligt soveværelse, kombineret stue/køkken og en hønsestige op til et loftsværelse, hvor der sagtens kunne stå 2 senge mere. Sengen er grand-lits og internettet er allerede installeret. Køkkenet er udstyret med diverse ting sådan som udlejningslejligheder nu er. Lidt af hvert og meget, der ikke passer sammen. Men det skal jeg nok få til at fungere. Supplerer måske med en mikroovn men det er nu også meget rart at have en almindelig ovn. Det har jeg ikke haft længe og i aften skal jeg have ovnbagt frysepizza. Stort TV og jeg har købt chromecast plus et abonnement på netflix. Jeg nævnte kirken før. Der hører også en kirkegård til og huset her ligger lige imellem dem. Fra mine stuevinduer har jeg udsigt til den. Nogle vil nok syntes det er trist at se på en mark fuld af hvide trækors. Men man kunne også vælge at se på en mark fuld af gule blomster med lidt hvide ind i mellem. I baggrunden pragtfuld udsigt til fjeldene Lille Marlene og Store Marlene. Dem, der afgrænser halvøen, som Nuuk ligger på, mod land.




Personaleboliger fylder meget. Både i byen og i ansættelseskontrakten. Uden medfølgende bolig havde det været noget af en opgave af flytte herop. Og en fornuftig pris på boligen er en del af lønnen. En afgørende del for så lukrativ er lønnen altså heller ikke i sig selv. Boligen skaber også loyalitet til arbejdspladsen – af nød. Hvis man skifter job, skifter man også bolig. Bliver man fyret, er man på den. Og hvad gør man hvis man bliver hængende så længe at man går på pension? Der er også almennyttige boliger til billig pris og uden nogen chance for os tilflyttere. Og det private boligmarked med priser, der er lige så tossede som i Danmark. Personaleboliger er nødvendige men understøtter det midlertidige i et Grønlandsophold. Jeg forstår såmænd godt at Grønlænderne er knap så begejstrede for midlertidige gæstearbejdere fra Danmark.



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog