Nuuk. Hovedstad i verdens tyndest befolkede land.

Nuuk har 19.000 af hele Grønlands befolkning på 55.000. Det er tæt på samme størrelse som Nyborg, Skanderborg eller Farum – men uden oplandet rundt om. Der er ingen veje ud af Nuuk, ingen færger, toge, broer. Byen slutter hvor fjeld og fjord starter og der er langt til næste by eller bygd.

Nuuk har 3 bydele. Det gamle Nuuk ligger på spidsen af en halvø mod syd-vest. Her er de gamle bygninger fra kolonitiden blandet med nye blokke til både boliger og kontorer for selvstyre, kommune og erhvervsliv.

Mod nord-øst, på det inderste af halvøen og i toppen af den lille fjord, der huser havnen, ligger bydelen Nuussuaq. Bygget i 70-90’erne. Her ligger universitet og lufthavn.

Mod syd-øst, på den anden side af havne-fjorden, ligger den nyeste bydel, Qinngorput. Bygget indenfor de seneste 2 årtier.

Nuuk er ikke tæt bebygget. Der er masser af plads, udsyn og fri luft mellem husene og så godt som ingen plankeværker eller indhegninger. Husene er i friske farver og har sort tagpap på taget. Der står småbåde på land hist og pist og alle vegne og minder om hvor meget fjorden betyder for byens folk. Der er fjeldsider og småsøer at kravle på og udenom. Der er nogle velvoksne rendestene, nærmest grøfter. 

 

Efterhånden som afstandene i byen bliver større og større, så stiger antallet af biler. Det er lidt sørgeligt at se. Her er ingen fastgroet tradition for bilisme. Intet opland, hvor folk pendler frem og tilbage. Her er kun byen og endda med 5 buslinjer, der kører tit og ofte i dagtimerne. Men jo længere afstande, jo større behov. Her er også en lidt anderledes trafikkultur. Bilerne holder tilbage bare de mistænker, at du måske har tænkt dig at krydse vejen engang. Når jeg stopper op for at se mig for inden jeg krydser, så laver jeg trafikkaos. Biler i 50-100 meters afstand stopper op og venter blot på at jeg går over.

Her er byggeboom. Eller er her? Ved første øjekast er der byggepladser i massevis. Der er sat en masse i gang. Men nu hvor jeg har været her nogle måneder, så er der altså også nogle af byggepladserne, der ikke har rykket sig en meter. Måske kan de ikke få folk? Måske kniber det med materialer? Men der sker i hvert fald ikke noget. Behovet er her. Boligmarkedet minder om det danske. Priserne på huse og lejligheder ligger sådan cirka som en dansk provinsby og snakker vi om at leje en lejlighed, så ryger prisen lynhurtigt op på 12-15.000 om måneden. Ambitionerne fejler heller ikke noget. Indbygger nr. 19.000 blev rundet få uger efter min ankomst. Kommunen sigter på 30.000 i år 2030. Op til 15.000 nye boliger og en fjerde bydel endnu længere væk fra bymidten. Og nu nærmer vi os en brandvarm kartoffel i form af en mere eller mindre frivillig flytning fra land til by. Den vil jeg gemme til et senere indlæg.