Shopping i Nuuk.

Er lidt anti-klimaks. Ikke ret eksotisk. Noget i retningen af 90 % af varerne er de samme som i danske butikker. Og butikkerne er til dels også de samme. Vi har Stark, Jysk, El-giganten, Spar, Panduro og flere endnu. Brugsen er Brugseni og jeg har selvfølgeligt meldt mig ind. I stedet for Netto har vi Akiki. Samme koncept og næsten samme, gule skilt. Dog en isbjørn i stedet for en hund. Den lange transport er en udfordring for butikkerne. Dels prisen men også transport tiden. Hvis man er ved at løbe tør for en vare, kan der gå uger før den hylde kan fyldes op igen. Og det er endda her i hovedstaden, med direkte skibsforbindelse til Aalborg. Det må være endnu værre ude i de mindre byer. Der er endda byer, der fryser inde og ikke kan få nye varer i hele vinterhalvåret. Læren er dels at tomme hylder er et vilkår. Jeg kan ikke altid købe det, jeg gerne vil have. Og dels at hvis jeg ser noget, som jeg tror at jeg kunne få brug for, så køber jeg det. Nu. For måske er det væk i næste uge og kommer først igen næste år.

Priserne er højere end i Danmark. Cirka 10-15 %. Og det er på trods af at Grønland ikke har moms, så de burde være 20 % billigere. Men der er transporten og ikke mindst forsynings pligten til de mindre byer og bygder. Den er dyr og det må vi, i de større byer, være med til at betale. Statsmonopolet er fuldt berettiget.

Varer med kort holdbarhed koster kassen. De kan ikke sejles hertil men skal flyves og det koster. 1 liter friskThise Jersey mælk til kr. 65,-. Lige i starten smagte langtidsholdbar mælk slemt, rigtigt slemt. Men man kan vænne sig til det J   En anden vare, som jeg så forgæves efter i starten, var fabriks-brød. Du ved poserne med forskellige slags boller fra Hatting m.fl. Men deres holdbarhed er også for kort. Så brød er enten frosset eller friskbagt. Der er ingen mellemvej. Og a pro pos det friskbagte, så tror jeg at de alle bruger den samme bagebog. Der er godt nok ikke meget forskel fra den ene butik til den anden. Heller ikke på prisen.

De sjove indkøb. Dem finder man fx hos hende, der slår et campingbord op udenfor indgangen til Brugseni og sælger sortebær, som hun selv eller hendes familie, har samlet i fjeldet. Ved siden af sidder en med stenfigurer eller tupilakker af rensdyrben. En tredje har tørrede fisk. Og overfor en med 5 friske torsk, han selv har fanget. Jeg tror egentligt ikke at han må stå der med torskene. De hører vist hjemme nede på brædtet. Det autoriserede sted for salg af egen fangst. Her finder man fisk, rensdyr, sæl, moskus og hval. Fersk og frisk direkte fra fangeren. Noget af det finder også vej til Bruseni’s frysedisk. Så er det tydeligt mærket med at slagtningen ikke var dyrlægekontrolleret. Og det kan også være forarbejdet til pølser, mattak og lignende. Lokale varer har nogle helt, helt andre priser end de importerede. 1 kg. Rensdyr for 100,-. 1 kg. Torsk for 10,-. Mange turister tager lige en rensdyrkølle med hjem i kufferten. Eller en sæk rejer. Så mange at vi på hotellet har en hel skabsfryser kun til gæsternes egne indkøb.