Hvalsafari på fjorden.
Jeg var på udflugt kort efter jeg ankom til Nuuk. Og så var
jeg på juleferie i Danmark. Ellers har jeg ikke været udenfor byen i næsten 10
måneder. Hvis man ikke har egen jolle, så kommer man ikke ret langt. Så jeg
købte plads på en hvalsafari i går. Det er ikke billigt. 950,- for 3 timer. Vi
var 9 passagerer og 4 af os bor i Nuuk. Fandt vi ud af ved at snakke lidt
sammen undervejs. De andre fastboende havde familie eller venner på besøg fra
Danmark og så var der én enkelt turist på egen hånd. Det var faktisk lidt
hyggeligt. På båden var også bådføreren og en guide.
Vi tøffede rundt i nogle timer mellem pragtfulde fjelde, der
stadig har sneklatter hist og pist. Vejret var ok sammenlignet med dagene før,
men stadig så koldt og blæsende at hue og vanter var en god hjælp når man gik
udendørs på båden. Fin tur men… ingen hvaler. Der har ellers været jævnlige
meldinger om hvaler i fjorden i ugevis. Næsten dagligt. Men lige den dag, hvor
jeg både har fri og investeret i en udflugt, gemmer de sig. Øv. Jeg prøvede at
mobilisere al min positive ønsketænkning og stirre intenst ud over fjorden, men
det hjalp ikke.
Guiden plukkede et par søpindsvin af en fjeldside og vi fik
smagsprøver. Dejligt friskt, salt og sødt på samme tid. Men der skal godt nok
en mængde søpindsvin til hvis man skulle have et helt måltid.
Nej, der er så godt som ingen iskosser på billederne. Det
skal være lidt varmere i vejret før de brækker af gletcherne.
Her til morgen læser jeg så i facebookgruppen whalespotters
in Nuuk at der blev set hvaler få timer efter at vi kom i land. Nede i Sana
bugten, sgu. Det er helt, helt tæt på byen og jeg kan gå derned fra min lejlighed på 5-10
minutter.
Kommentarer
Send en kommentar