2+2=5

De næste 2 uger bliver exeptionelle på 2 måder. Dels kommer mine 2 børn, Andrea og Thomas til Grønland og dels skal jeg for første gang selv være turist. Sammen med dem selvfølgeligt. Det skal være en mindeværdig rejse og første dag lægger hårdt ud. Norsaq, det fly, som Air Greenland har til at dække forbindelsen med udlandet, nærmere betegnet København, gik itu. Så Andrea og Thomas' afgang fra København var forsinket 2 timer. Og Air Greenland besluttede at alle andre fly skulle vente på dem fra København, så 2 timers forsinkelse på alt.

Men de kom frem. Planen var at jeg tog flyet op fra Nuuk og vi mødtes i Kangerlussuaq til en udflugt ind på indlandsisen. Det kneb lidt at være klar til udflugt kl. 13 når det forsinkede fly først landede kl. 12:35. Men vi var klar 13:15 og det var ok efter aftale med touroperatøren. Bussen var endnu mere forsinket og nogle af passagererne skulle baggage med til en overnatning inde på isen. Så det tog tid at komme ombord og komme afsted. Klokken var næsten 2. Første stop på turen var mindre end 1 time senere men…. bussens køler kogte. Så det blev et længere stop mens vi ventede på en ny bus. Vi faldt i snak med en familie fra Århus og det er lidt spøjst. Ingen af os har købt en færdigpakket rejse men har selv strikket den sammen ud fra egne ønsker og anbefalinger fra folk, der kender nogen osv. Og vi er kommet frem til stort set samme rejse. Vi rejste fra København samme dag, havde udflugt til indlandsisen samme dag, fløj videre til Ilulisset samme dag hvor vi skal bo på samme hotel. På søndag skal vi med samme kystbåd til Nuuk og der skal de bo på – ta-da – Hotel Hans Egede. Altså. Man skulle tro det var planlagt men i skrivende stund ved jeg ikke engang hvad de hedder til efternavn.

Tilbage til bussen. Der kom en ny og vi fortsatte mod indlandsisen stærkt forsinkede. Det er måske Grønlands længste vej men for fulan da hvor er den bumpet. Jeg har oplevet det bedre i Afrikas vildnis. Vi rystede og raslede videre og jeg siger dig at mit hjerte sad oppe i halsen tit og ofte. Smal og dårlig vej og langt, langt ned lige ved siden af. Puha. Men jeg overlevede.

Fra vejen stoppede og ind til isen var der vel 1 kilometer eller så. Vi skulle over de bakker af moræne, som isen har skubbet sammen. Isen selv var ikke som jeg forventede. Ikke glat overhovedet men nærmere som æggeskaller. Porøst, spidst, skarpt, ikke noget for bar hud, men knuses med en knasende lyd når man træder på den. Vi gik ind til en bakke i isen, hvor vi kunne få en fornemmelse af hvordan isen bare bliver ved og ved og ved. Hundredevis af kilometer hvis ikke tusinder. 600 hundrede fra hvor vi var og stik øst. Hvor langt der var til nord eller syd ved jeg ikke men totalt fra nord til syd er der 2.400 kilometer.   

Mens vi var på isen, var det silende regnvejr. Det havde været ok vejr før vi steg ud af bussen og det blev ok igen kort efter, men lige mens vi var udendørs, var der regnvejr og vil blev dyngvåde. Øv. 

Tilbage i bussen og hjemad. Kun 2 timer forsinket. Der var den igen. 2 og 2 og 2 og 2. Vi sagde farvel til dem, der skulle ind og overnatte på isen. En af guiderne var en ung KFUM-Spejder som vi også fik hilst på. Hun sagde kort at hun arbejder i Nuuk udenfor sæsonen. Kunne være skægt at støde på hende og måske få hende shanghaiet til Spejderit.

På hjemturen så vi endnu mere vildt end på udturen. Vi kom hele vejen rundt. Rensdyr, moskus, snehare og polarræv. Nogle af dem så tæt på bussen at de næppe har hørt at jagtsæsonen startede i går. Ellers ville de ikke stille sig så tæt på en vej, hvor det er så nemt at køre kødet hjem.

Dagen var ikke slut endnu. Vi havde bestilt transfer til roklubben og middag hos dem. Da vi var så forsinkede, var bussen for længst kørt. Men så kørte vores buschauffør os videre. Og spiste også på roklubben, så han kunne køre os tilbage igen bagefter. Vi takker mange gange. Maden var fin-fin. Rensdyr-pølser, filet af moskus, oksefilet, kylling og så lidt grønt ved siden af hvis nu kødet ikke var nok til at blive mæt af. Restauratøren var den type, der har overskud til at snakke og pjatte lidt. Selvom hun havde kørt 3 hold krydstogtsturister til frokost og fortsat med middagsgæster. Jeg bliver helt glad af bare at være i nærheden af sådan en duracell kanin. High five til restauranten, hvor vi kom 2 timer for sent.

Men så var den dag også brugt og dette indlæg rigeligt langt. Hvor er det skønt at se børnene igen.